|
|
|
Pressemeddelse til foredrag:
Terrassen et haveliv på få kvadratmeter
Havearkitekt Laila Sølager tegner og fortæller for haveinteresserede i xxx (by og dato).
-Den danske haveejer nøjes ikke længere med at leve et udendørs afslapningsliv i 14 dage sydpå hver sommer. I den gode sensommer bruger vi alt vi har lært og nydt på ferien ude og omsætter det til dansk på den hjemlige terrasse. Vi soler, læser, nyder havens lyde og dufte og efterhånden laver vi også maden her, har gæster her kort sagt: lever vores udendørs liv og bruger terrassen som en forlængelse af huset. Derfor skal terrassen planlægges så de forskellige ønsker bliver opfyldt, fortæller Laila Sølager. Hun tegner mange nye terrasser for haveejere, der ønsker en spændende terrasse med god udnyttelse af de givne forhold.
- Mange ønsker sig en større terrasse, en mere hyggelig terrasse og ikke mindst en alsidig terrasse. Det afhænger meget af husets arkitektur hvordan terrassen kommer til at se ud og virke. Der er en verden til forskel på at anlægge en terrasse ved soklen af et lavt et-planshus og ved 50'er villaen med høj kælder, forsætter havearkitekten.
Terrasselivet skal også passe til de mennesker, der bor i haven. Det personlige præg kan man tilføre med loppefund, genbrugsmaterialer, slyngplanter eller særlige møbler og belægninger. Det ser man eksempler på i en lysbilledserie, der udover tegninger illustrerer emnet.
Der er ikke nogen facitliste, når det gælder den ideelle terrasse, men der er nogle spilleregler, der gør nogle terrasser bedre end andre, mener havearkitekten. For eksempel er det vigtigt at finde ud af hvor stor en terrasse tåler at være og stadig være hyggelig. Mange får anlagt for store flader med belægninger i jagten på en rummelig terrasse med plads til hele familien.
- Der skal hundemange krukker til for at gøre en stor terrasse frodig og intim. Tiden til at passe alle de krukker har kun de færreste, mener Laila Sølager. Derfor foreslår hun andre løsninger, som at inddele terrassen i mindre arealer, adskilt af bede med fritvoksende planter. Det giver oplevelser året rundt. Både set fra terrassen og fra stuens vinduer.
- Og så skal man altid sørge for at terrassen får et varmt og roligt klima uden forstyrrende vinde, der gør én irritabel og hæmmer afslapningen. Det findes der også råd for, slutter havearkitekten uden at afsløre hvordan man får skabt sit eget lille ”middelhavsklima” hjemme på terrassen.
Det må vente til foredragsaftnen, der begynder kl. xx i xxx.
|